Nørre News anmelder gamle klassikere: Strange Days, The Doors (1967)

Strange Days er efterfølgeren til The Doors’ første album kaldet The Doors , begge fra 1967. Kort tid efter udgav de singlen Hello, I love you , der for alvor satte gang i bandet. Men The Doors er nok mest kendt for deres debut album. Også det er et fantastisk album, der åbner med Break On Through (To The Other Side) og slutter med den 12-minutter lange, ødipus-inspirerede sang: The End , der virkelig er en hel roman for sig selv!

Fra The Doors bliver det endnu mere mærkeligt med Strange Days . Teksterne er mærkelige – de havde mange såkaldte ” acid-trips ” – Manzareks orgel er hypnotiserende, og ikke mindst albumcoveret rummer alt, hvad der er mærkeligt. Dog er dette ikke ensbetydende med at albummet er skuffende, eller dårligere ift. det første. Mens jeg skrev denne artikel, tænkte jeg over hvilket ét af de to er det bedste. I det lange løb er det nok The Doors , der er bandets bedste album, men desværre er Strange Days gået lidt i glemmebogen. Fans vil nok mest husk The Doors og L.A. Woman – L.A. Woman er også et stærkt album med Riders on the Storm, L.A. Woman, The Changeling, Love Her Madly. Det er ærgerligt, at så godt et album som Strange Days, går tabt i mængden.

Albummet starter ud med sangen – sjovt nok – Strange Days , om kulturrevolutionen i USA i 1960, eller i hvert fald begyndelsen på en ny tid. Hvad der følger er You’re lost little girl , og Love Me Two Times. You’re lost little girl er en af de første sange Robby Krieger skrev. Sangen er god, men ikke mere end det. Lytter man til teksten vil man nok blive lidt mistænkelig, men bare rolig ”little girl” er også en whisky. Den kan tolkes som en dranker der blot er ude efter whisky. Love Me Two Times er og vil altid være en af The Doors’ bedste komponerede sange. Manzareks orgel er hurtigt og flydende, og bliver kun styrket af Morrisons poetiske ord. Hvad der følger er bandets nok mest undervurderede sang: Unhappy Girl , der ikke har den bedste lyriske performance, men som egentlig bare lyder godt. Igen er orglet dominerende og Kriegers elektriske guitar er spot on.

Efter fire fantastiske sange kommer albummets to svageste sange. Horse Latitudes er en ligegyldig sang. Det er egentlig bare Morrison, der råber i mikrofonen. Efterfølgeren til dette digt er Moonlight Drive , sangen der startede det hele. Da James Douglas Morrison og Raymond Daniel Manzarek Jr. mødte hinanden på Venice Beach, var det denne tekst som Morrison læste højt for Manzarek. For at være ærlig, så ved jeg ikke hvor i The Doors-kataloget jeg skal placere denne sang. Lyrisk er den tynd, men stadig

smuk. Melodien i sangen er god, og det er nok derfor at den ender på mange Bes t of og Doors Compilation genudgivelser. Horse Latitudes og Moonlight Drive er som sagt de to svageste sange på dette album, da de hver især ikke formår at have den samme mørke og mærkelige stil som de andre sange på albummet. De ville nok passe bedre på An American Prayer , der er en samling af Jim Morrisons digte.

Én af Doors’ bedste sange People are Strange sparker atter døren ind til den samme stil som de første fire sange. Den er poetisk, dyb, mørk og – mest af alt – mærkelig. Morrison skrev sangen efter at han, og trommeslageren John Densmore, havde haft en snak om Morrison. Angiveligt havde Morrison følt sig anderledes og var efter samtalen kommet op med den konklusion, at han var mærkelig. Resultatet er People are Strange .

Efter People are Strange bliver det blot endnu mærkeligere med My Eyes Have Seen You og I Can’t See Your Face In My Mind. Ikke meget kan siges om disse to sange. Ikke andet end at de stadig holder den samme tone som de andre tekster. Men hvad der venter efter disse to kan ikke beskrives med ord. Bare hør sangen When The Music’s Over . Den er ambitiøs, og anderledes end Strange Days og People are Strange. Man kan mærke de prøvede at toppe The End . Man må sige at The End nok er bandets stærkeste sang, men When The Music’s Over er dette albums bedste sang. Sangen forbinder hele albummet på dets 10:59 minutter – den stærkeste parallel er til Strange Days (nummeret). Sangen er virkelig kulturrevolutionen i sig selv.

Her i november 2017 har dette album sammen med The Doors fået en 50-år jubilæumsudgave. Men lad vær med at smide penge efter den genudgivede plade. Den originale plade er den bedste. Samlet set er Strange Days en overset perle glemt i blandt Highway 61 Revisited, Sgt. Pepper’s lonely hearts club band, Led Zeppelin og Blonde on Blonde, Jimi Hendrix Experience – og ikke mindst – The Doors.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.